Sea of knowledge - METAL[zone]

-----

(Frandix, 15.08.2006)

Det er sgu ikke hver dag, at jeg skal til at anmelde en skive, som blev indspillet i 2004, udgivet i 2005 og tilsyneladende først her i løbet af 2006 sendt ud til de adskillige webzines og metalmagasiner osv. Den længe ventede udsendelse til pressen skyldes formentligt, at debutalbummet "Sea of Knowledge" fra tyske InfiNight er selvfinansieret. Det er sgu en ret så overbevisende produktion de har fået skabt sig taget i betragtning af, at de selv har stået bag investeringen og produktionen i samarbejde med den for mig ukendte producer Phil Hillen. Derudover er jeg også meget begejstret for den meget upåklagelige omgang thrash/power metal de leverer på samtlige ni sange. Gutterne fra InfiNight har tydeligvis læst på lektien og nærstuderet bands som Metallica, Nevermore, Iced Earth og Brainstorm for at hente inspiration til de mange lækre hooklines og thrashede guitarriffs, samtidig med, at de tydeligvis formår at skrive både musik og tekst således, at der er en fed balancegang mellem sangene som ofte varierer i tempo samtidig med, at omkvædene og opbygningen til dem er ganske udmærkede. Der er dog ingen af sangene, der skiller sig ud i en sådan grad, at man kan nævne dem i enkelt forstand. Til gengæld står de alle sammen utrolig stærkt som en enhed, uden at det på noget tidspunkt bliver ensformigt, hvilket gør dette her til et stærkt debutalbum. Se der, hvor jeg kunne forestille mig at de ville kunne få en del kritik, er ved vokalisten Martin Klein. Tag ikke fejl, men jeg synes bestemt om hans vokalarbejde, der tydeligt bærer præg af det lyse powermetal toneleje, men jeg tror sgu, at det er her filmen vil knække for de mere hårdnakkede og snæversynede metalhoveder, der simpelthen kræver lidt mere brutalitet for at de helt kan følge med. Det er ikke en prangende vokal, men den er ganske habil, og albummet når ikke et niveau der fortjener topkarakter, men med deres debutalbum viser InfiNight, at de har meget mere at byde på end mange andre nye bands inden for thrash/power metalgenren.

Writer: Frandix
Date: 15.08.2006
Score: 4/6 (67 %)
URL: http://www.metalzone.dk/index.php?side=expandcd&id=792





-----

See all reviews...